Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om leg og læring

Hverdagen i dagtilbuddet er præget af både planlagte og spontane aktiviteter med inspiration fra både børn og voksne.

Legen er den aktivitet, der tidsmæssigt fylder mest i børnenes hverdag, og i dagtilbuddet prioriterer vi legen højt. Legen er en central del af barnets udvikling, for leg er børns måde at være i verden på. Børn leger for at lege og for at være en del af legefællesskaber sammen med andre. Børn leger ikke for at udvikle sig og lære, men de udvikler sig og lærer, når de leger. F.eks. udvikler barnet sprog, sanser og motorik i legen, og barnet får nye erfaringer, bearbejder konflikter, udvikler venskaber og øver sig i sociale færdigheder, når det leger med andre. Når barnet finder på nye lege eller forhandler om roller eller handling i legen, udvikler barnet sin evne til at tænke selvstændigt og kreativt, samt indgå i forpligtende relationer med andre. Børns leg relaterer sig altid på en eller anden måde til deres erfaringer med omverdenen. Børn undersøger og eksperimenterer med deres omverden, fx med materialer, sociale relationer og ikke mindst med eksisterende normer og regler i leg. 

Når børnene leger, er det de voksnes rolle at skabe gode rammer for legen og at understøtte legen ift. børnenes individuelle udvikling. Medarbejdernes rolle kan derfor variere og kan både bestå af at være dem, der går forrest og er retningsgivende for legen for f.eks. at introducere nye elementer i en leg, men kan også bestå af at holde sig i nærheden, så medarbejderne er klar til at træde til efter behov eller sikre, at børnenes leg ikke forstyrres af andre børn.