Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

Ellengårdens Børnehus' historie

Ellengårdens Børnehus ligger i ejendommen Ellengården, som er en stor rød murstensbygning i den fjerneste ende af Bethesdavej. Ejendommen blev opkøbt af Jysk Børneforsorg/Fredehjem i 1950 som følge af en forudgående landsindsamling. Bygningen fungerede som rammen for "Mødre-spædbarnehjemmet Riisvangen" frem til 1987, hvor hjemmet pga. amtslige omlægninger blev lukket.

I 1987 oprettede Jysk Børneforsorg/Fredehjem i stedet Bostedet Ellengården i ejendommen. Bostedet Ellengården var bygningsmæssigt nytænkende, bl.a. fordi Bostedets familier fik mulighed for at bo i egne værelseslejligheder, hvilket var en markant højnelse af tidligere tiders standarder. I forbindelse med Bostedet åbnede også en vuggestue, det nuværende Ellengårdens Børnehus, hvor tanken var, at de familier, der boede på Bostedet Ellengården, kunne få deres børn passet i Ellengårdens Børnehus. Tanken var ligeledes, at arbejdstræning og oplæring kunne foregå på tværs af tilbuddene, og frem til 00'erne var der unge vordende mødre i praktik i Ellengårdens Børnehus, så de kunne gøre sig erfaringer med små børns behov inden fødslen. Bostedets familier endte dog kun sjældent med at få deres børn passet i Ellengårdens Børnehus, da samarbejdet mellem de forskellige magistrater omkring dette ikke var let.

Ellengårdens Børnehus blev udvidet med en børnehaveafdeling og fungerede frem til 2014 som en integreret 0-6 års H-institution, hvor børnegrupperne bestod af en blanding af børn med og uden forskellige former for funktionsnedsættelser. H-institutionerne blev afskaffet i 2014, og herefter blev Ellengårdens Børnehus en almindelig selvejende 0-6 års daginstitution. Vi modtager dog med glæde stadig gerne børn med forskellige former for funktionsnedsættelser, da menneskelig forskellighed i børnegrupperne f.eks. er med til at nuancere og berige vores dannelsesprocesser samt øge vores forståelse for andre mennesker. 

I 2007 fusionerede de kommunale institutioner til store dagtilbud, og da der allerede eksisterede et godt samarbejde mellem Ellengårdens Børnehus og Riisvangens Børnehus, fusionerede de to institutioner til ét dagtilbud for sammen at stå stærkere økonomisk. De to institutioner har dog bevaret hvert deres eget særpræg, selvom værdigrundlaget, det pædagogiske grundlag og de pædagogiske målsætninger er fælles for dagtilbuddet.

I dag har Ellengårdens Børnehus 2 vuggestuegrupper med i alt 21 børn, 1 mini-børnehavegruppe på ca. 10 børn og en storbørns-børnehavegruppe på ca. 20 børn.