Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

Riisvangens Børnehus' historie

Dagtilbuddet Riisvangen ligger lidt gemt væk på en lille hyggelig vej midt blandt de mange gule dobbelthuse i Riisvangen. Riisvangens Børnehus  bor til leje i en af Boligforeningen AAB's bygninger og blev i 1950 oprettet som en børnehave af den humanitære organisation Børnenes Kontor. Børnenes Kontor blev stiftet i 1944 med det formål at arbejde med den forebyggende børneforsorg i Aarhus og arbejdede for at forbedre livsvilkårene blandt byens børn, fordi rigtig mange børn i efterkrigsårene levede en kummerlig tilværelse med hverken nok mad eller ordentlig beklædning. Konkret betød det, at Børnenes Kontor arbejdede for at oprette daginstitutioner for småbørn og tilbyde feriepladser til skolesøgende børn, ligesom de arbejdede med omsyning og omfordeling af tøj. Børnenes kontor fik indtægter til oprettelse af deres tilbud til børnene fra bl.a. de mange pølsevogne, man stadig kan se rundt omkring i byen og som stadig tjener penge til organisationens arbejde.

Riisvangens Børnehus udviklede sig til en populær daginstitution, og mange børnehavebørn har siden 1950 haft deres daglige gang i Riisvangens Børnehus. Da der i 1980'erne kom fokus på fordelene ved integrerede daginstitutioner, blev Riisvangens Børnehus i 1986 omdannet til en integreret 0-6 års daginstitution. I 2007 blev de kommunale daginstitutioner i Aarhus sammenlagt i store dagtilbud, og da der allerede eksisterede et godt samarbejde mellem Riisvangens Børnehus og Ellengårdens Børnehus, fusionerede Riisvangens Børnehus og Ellengårdens Børnehus til ét dagtilbud for sammen at stå stærkere økonomisk. Dagtilbuddet fik navnet Dagtilbuddet Riisvangen, og da Ellengårdens Børnehus hørte under paraplyorganisationen Jysk Børneforsorg/Fredehjem, blev Riisvangens Børnehus også en del af Jysk Børneforsorg/Fredehjem. De to institutioner har bevaret deres individuelle særpræg og forskelligheder, selvom de arbejder med afsæt i samme værdigrundlag, samme pædagogiske afsæt og fælles målsætninger.

Riisvangens Børnehus fungerer i dag som en 0-6 års daginstitution normeret til 12 vuggestuebørn og 20 børnehavebørn.