Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

Pædagogisk grundlag

 

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, som man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.” (Den etiske fordring, 1956, K.E. Løgstrup)

At arbejde professionelt med mennesker indebærer et enormt ansvar, som vi skal varetage med omhu og forståelse af, at som mennesker er vi hinandens vigtigste forudsætninger. Det betyder i praksis for os et relationsorienteret lærings- og udviklingssyn, hvor grundlaget for menneskers trivsel, udvikling, læring og dannelse er, at de føler sig set, mødt og forstået. Derfor betyder den etiske fordring for os, at vores ansvar medfører, at vi må møde mennesker, små som store, med hjertevarme og venlighed og må se, møde og forstå dem på alle de aspekter af deres personlighed, som kan komme til udtryk i relationer og interaktion med andre mennesker, så de kan blomstre og lykkes. Dette ud fra en betragtning af, at alle handler, så godt som de formår i det enkelte øjeblik, og at der med enhver handling – negativ som positiv - er forbundet en oftest positiv intention. Det kalder på, at vi i mødet med mennesker forholder os åbne og undersøgende i forhold til initiativer og intentioner, fordi vi dermed kan få forståelse for dem som mennesker, selv blive klogere og evt. få øje på nye veje at gå eller støtte dem i at træde nye veje.

 Neuroaffektiv pædagogik:

I dagtilbuddet Riisvangen arbejder vi ud fra et neuroaffektivt udviklingspsykologisk afsæt. Overordnet og kort fortalt er det en forståelsesramme og pædagogik, der bygger på den neuroaffektive udviklingspsykologi. En udviklingspsykologi der kombinerer hjerne, følelser og udvikling, ved at bygge bro mellem den nyeste hjerneforskning, tilknytningsteori og moderne udviklingspsykologi. Neuroaffektiv udviklingspsykologi indebærer en forståelse af kompleksiteten bag personlighedsudvikling og anerkendelse af, at barnets personlighed er relateret til dets medfødte temperament og udvikles gennem personlige, nære relationelle erfaringer. Barnets personlighed og selvstændighed udvikles dermed på baggrund af erfaringer med sig selv i samspil med andre, og udviklingen foregår ved til stadighed at indgå i stadigt bredere, mere nuancerede og tættere samhørighedsbånd med andre mennesker (Susan Hart 2011).

Pædagogik med et neuroaffektivt og udviklingspsykologisk afsæt betyder i praksis hos os, at hvert barn mødes, forstås og rummes med varme, hjerte, omsorg og nysgerrighed for barnets perspektiv, og at arbejdet med at udvikle trygge og tillidsfulde relationer er vores absolutte hovedfokus for vores pædagogiske praksis.

 

I den daglige pædagogiske praksis kommer det til udtryk ved, at vi arbejder med:

  • At skabe en varm og tillidsfuld relation med hvert enkelt barn og dets forældre
  • At tilbyde forskellige former for fællesskaber, så alle har følelsen af at høre til og ikke kunne undværes
  • At møde hvert barn inden for dets nærmeste udviklingszone
  • At møde hvert barn med åbenhed og nysgerrighed med henblik på at forstå barnets intentioner og perspektiver samt give følgeskab til barnets initiativer og dermed støtte op om demokratiske processer, hvor barnet er medskaber af hverdagen.
  • Følelsesmæssig afstemning og synkronisering
  • At sætte ord på barnets handlinger, intentioner og følelser
  • At støtte børnene med at afkode, forstå og sætte sig ind i andres handlinger, intentioner og følelser
  • At give hvert barn passende udfordringer
  • At guide og vise vej med varme, venlighed og tydelighed
  • Makro- og mikroregulering: Makroregulering handler om strukturer, organisering, de voksnes positionering m.m., som tilsammen danner rammerne for og muliggør mikroregulering, som handler om udviklende mødeøjeblikke med øjenkontakt, glædesfyldt samspil, synkronisering og følelsesmæssig afstemning
  • Medarbejderne udgør hver dag et vigtigt læringsrum for børnene. Derfor fordrer det kontinuerlig mentalisering, refleksion og feedback på og justering af egen selvagens.